Og min bare …
Forleden kommenterede jeg et opslag Michael Falch havde delt om Olympen Live, den nye endagsfestival i Ollerup på Fyn. Navnene på plakaten for festivalen, der finder sted d. 20. august er MALURT, GNAGS, TV2, Dodo and the Dodos og Jacob Dinesen.
Jeg skrev det, der fremgår af vedhæftede billede, og fik den respons fra Facebook, der ligeledes fremgår.
Altså helt ærligt! Nogle gange får man virkelig lyst til at pi$$e Facebook i øret.
Jeg er i kommentarer her på Facebook blevet kaldt landsforræder, blevet truet med bank, blevet forsikret om, at jeg aldrig ville få udgivet så meget som en linje foruden min generelle intelligens og mentale tilstand er blevet forsøgt beskrevet på et utal af måder.
Når jeg har anmeldt det, har jeg i langt størstedelen af tilfældene (vist alle på nær et enkelt, som reelt kunne opfattes som en trussel på livet) fået at vide, at det ikke stred mod fællesskabsreglerne.
Jeg ville sindssygt gerne til den festival, det er så tæt på at være præcis hele Top5 på min personlige hitliste med aktive danske bands, de er i hvert fald alle sammen i Top10, men jeg kommer først hjem fra Edinburgh dagen efter.
Men tilbage til sagen. Hvis jeg kunne droppede jeg Facebook på samme måde som jeg droppede Spotify, men det kan jeg ikke. Der var alternativer til Spotify, og faktisk er det alternativ jeg valgte bedre efter min mening. Der er i øjeblikket ikke alternativer til Facebook.
Det kommer der forhåbentlig. Jeg kan sagtens forestille mig et mere community-drevet netværk af en art vil kunne opstå, og jeg kan også nemt forestille mig, at det efter nogle fejlslagne forsøg vil kunne fungere. Jeg tror at grænsen for, hvor mange af ens oplysninger man vil forære væk, til gengæld for at se fire-fem reklamer mellem hvert af de opslag, man egentlig er på sitet for at se, er ved at være nået for mange, også for mig.
Men indtil der er et alternativ, bliver jeg. Altså med mindre at dette indlæg sender mig i karantæne, det kan man jo ikke afvise. Men så ligger det også her på min egen private blog.