Undgå madspild!

Ja selvfølgelig, men hvem har ansvaret?

Jeg køber ca. hver tredje uge en lykkepose gennem app’en Too Good To Go. For de, der ikke kender konceptet eller app’en går det i korthed ud på, at de tilmeldte butikker kan melde deres forventede overskud af varer ind forstået som antallet af lykkeposer de laver, og vi med app’en kan bestille og betale posen via samme app, og med store besparelser til følge.

Brød
Fire hele brød

Når jeg køber ved små uafhængige bagere, er det ikke unormalt, at jeg får 3-5 hele brød, 3-4 kager, en god håndfuld blandede boller og rundstykker og nogle pølsehorn eller sandwiches. Jeg får også tit toppet op med nogle flødeskumskager eller færdigblandede salater. Mængderne fra gang til gang er naturligvis forskellige, men jeg har aldrig følt mig andet end forkælet.

Poserne fra de caféer jeg kommer på er mere uforudsigelige, der spiller vejret en stor rolle. Har det fx regnet en lørdag vil mange mennesker smutte indenom caféen, når de alligevel er ude at handle. Men stadig er det kvalitetsvarer til absolut lavpris.

De par gange om året jeg køber sushi på denne måde er der altid den samme mængde, og til halv pris. Således køber jeg en bakke med blandede sushi til 100 kr. hvor prisen få minutter før udleveringen starter er 200 kr. I øvrigt inklusiv spisepinde og soja i begge tilfælde.

Sådan en bakke giver mig snildt frokost eller aftensmad i to dage.

Der er også masser af muligheder for at være med til at tømme buffetrestauranternes salatbar, overtage usolgte pølser fra tankstationerne, få poser med frugt og grønt med hjem fra supermarkederne og så videre.

Too Good To Go er et fantastisk koncept. Jeg ved ikke hvor mange af de fx 39 kroner jeg betaler for en bagerpose, der rent faktisk tilfalder bageren, men i princippet er hver eneste krone en 100% fortjeneste, da varerne ellers ville blive kasseret eller foræret væk.

Så langt så godt. Eller måske alligevel ikke helt godt.

Jeg skal understrege, at jeg ikke klandrer hverken folkene bag app’en eller de deltagende forretninger; de gør for mig at se det eneste rigtige. Men hvorfor bager en bager i en lille provinsby 50-100 rundstykker, 20 hele brød og en masse andet for meget? Selvfølgelig vil der være udsving i omsætningen, men jeg tror alligevel, at det vil være muligt at lave en rimelig sikker prognose med den erfaring, man har opsamlet gennem årene.

Masser af mad

Jo mere jeg tænker over det, og sætter det i perspektiv med andre ting, der foregår, jo mere bliver overbevist om, at de, der bør klandres er os. Vi ganske almindelige forbrugere. Vi, der er så forkælede, eller måske nærmere forvænte, at vi som regel vil have det, vi plejer. Vi, der er så illoyale, at hvis bageren i Nørregade ikke har præcis det vi har sat os for at købe hjemmefra, kører vi ned til bageren i Søndergade, og har han det ønskede, har han fået en ny fast kunde. I hvert fald indtil videre. Når bageren i Nørregade erfarer det, øger han naturligt nok (eller nærmere kulturligt nok) produktionen, der er jo en grænse for, hvor mange kunder man kan tillade sig at miste.

Et stykke hen ad vejen, har mine køb af lykkeposerne gennem Too Good To Go faktisk resulteret i et kontraintentionelt merforbrug. Ikke af brødene eller bollerne, dem skulle jeg jo købe på en eller anden måde alligevel, men den dag jeg fik fire store fastelavnsboller med flødeskum, eller den dag, jeg fik fire store hjemmelavede flødeboller eller den dag, jeg fik så mange forskellige sandwiches at jeg blev nødt til at spise dobbelt, når jeg kom hjem fra arbejde, for at nå det før de var blevet for gamle.

De fastelavnsboller skulle aldrig være lavet

Ingredienserne skulle aldrig have været fremstillet eller opdyrket eller også skulle de have været brugt til et bedre formål end min ekstravagante fylden mig med kage.

Det var et merforbrug, der ville noget. I løbet af en sæson plejer jeg højst at spise en enkelt fastelavnsbolle med flødeskum. I år spiste jeg en fire dage i træk! Merforbruget var selvfølgelig ikke af økonomisk karakter. Efter at min skæremaskine havde været i brug nogle minutter, havde jeg brød nok i fryseren til godt tre uger, såvel rug som hvede, og jeg havde betalt 39 kroner for hele herligheden.

Nej, merforbruget er af resurser. De fastelavnsboller skulle aldrig være lavet. Ingredienserne skulle aldrig have været fremstillet eller opdyrket eller også skulle de have været brugt til et bedre formål end min ekstravagante fylden mig med kage.

Madspild sker ikke kun ude ved forbrugeren, om end der også sker meget spild i hjemmene. Madspild sker i hele kæden. Ved roden i forhold til fx den gris, der bliver opfostret til billedligt talt at indgå i lykkeposerne, og på fødevarevirksomhederne der overproducerer, i detailhandlen, der overfylder hylderne, og måske har 20 forskellige slags spaghetti, hvor en del af dem helt naturligt vil blive for gamle til almindeligt salg på et tidspunkt, og så selvfølgelig også ude hos os forbrugere.

Sandwiches

Mit ærinde er ikke at pege fingre. Jeg vil ikke botanisere i teorier om, hvem der i sidste ende er ”de onde.” Det ville også være formålsløst, for konklusionen ville måske medføre, at ”det nok bare er sådan, at det er, og det er der ikke rigtig noget at gøre ved.”

Men der er noget at gøre, Vi kan ændre vores egen adfærd. Vi kan lade være med at forvente, eller kræve, at præcis den vare vi vil have konstant er tilstede i nøjagtig den variant, vi ønsker. I stedet for at blive sure, når købmanden eller ungarbejderen i supermarkedet beklager, at den eller den vare er udsolgt, kan vi smile og takke for, at et potentielt madspild blev undgået og bruge den positive energi fra vores smil til at finde på et alternativ i stedet for at køre et andet sted hen.

Alt det ovenstående er selvfølgelig meget forenklet, og som regel er der ikke enkle løsninger på komplicerede problemstillinger, men et skridt i den rigtige retning kan være forholdsvis enkelt: hele tiden hver især at have fokus på vores adfærd, og regulere den efter virkeligheden i stedet for at fordre, at virkeligheden reguleres efter vores adfærd.

Denne side er vist 77 gange