Nytårshilsen 2020

Det startede så fint. Vi var ikke mange uger inde i 2020 før jeg drog til Valencia og blandt andet var to dage på kokkeskole for at lære at lave paella korrekt. Jeg var selvfølgelig også sammen med mine venner María og Rafa foruden at jeg fik skrevet og redigeret en masse i den novellesamling jeg ville udsende før sommerferien.

Året gik videre som den slags jo skal, og i februar nåede jeg dels at have gamle venner på besøg til en gang paella to gange, og at være dirigent til årsmødet i Dank Forfatterforenings gruppe for forfattere til børne- og ungdomslitteratur.

Min lærer Pepe og mig

Marts kom, og vi blev mere opmærksomme på, at der nok var noget vi skulle være bekymrede for. En uge inde i måneden var jeg så privilegeret, at få lov til at læse op til arrangementet “Litteraturen samler ind.” Mere end 100 forfattere, journalister og skuespillere læste op på fire steder i København og et i Odense. Jeg var på programmet på Johan Borups Højskole i København. Det var en fantastisk oplevelse. Både at læse op for et rimeligt stort publikum, og bidrage til, at børn i de forfærdelige lejre i Syrien kan få undervisning og et liv.

Og så brød det sammen.

Dagen efter oplæsningen var jeg på kursus i forfatterforeningen. Flere af de andre deltagere havde jeg været til årsmøde med blot en uge tidligere, og selvfølgelig hilst på med krammere. Det skete ikke til kurset!

En uge senere skulle jeg til Manchester først og fremmest for at se The Who, et band jeg har været megastor fan af i mere end 45 år. Få dage før afgang blev koncerten aflyst, og dagen før jeg så alligevel var indstillet på at tage til Manchester, lukkede grænserne reelt.

I april skulle jeg have været til Irland for at se Camille fægte de irske mesterskaber. På det tidspunkt lå hun øverst på den irsk rangliste, så hun ville helt sikkert være i favoritfeltet. Så længe grænserne reelt var lukkede kunne jeg jo ikke tage nogen steder, og mesterskabet blev da også aflyst. Så vidt jeg umiddelbart ved ligger Camille så stadig nummer et på ranglisten, men der er vist heller ikke fægtet nogle pointgivende kampe siden.

Jeg valgte at afbestille det legatophold jeg havde fået tildelt

Ikke fordi jeg var bange for at blive smittet, men fordi jeg var bekymret for at smitte

Jeg valgte at afbestille det legatophold jeg havde fået tildelt på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovedgaard i juni. Ikke fordi jeg var bange for at blive smittet, men fordi jeg var bekymret for at smitte! Jeg har været i arbejde hele tiden under forløbet, jeg har stået i små opgange og afleveret forsendelser, hvor det har været fysisk umuligt at være mere end en halv meter fra folk. Risikoen for at jeg kunne nå at få noget, der ikke var opdaget var simpelthen for stor til at jeg ville udsætte forfatterkolleger for det. Jeg ville under alle omstændigheder næppe selv få produceret ret meget. Da jeg besluttede mig for at melde fra, var det dels i så god tid, at de nemt kunne få pladsen besat, dels så tidligt i hele coronaforløbet at de hvide telte endnu ikke var sat op.

I august skulle jeg så have været til Edinburgh helt som i de tre foregående år. Jeg skulle se musik, teater, stand up og hilse på venner jeg har lært at kende gennem årene. Meget tidligt blev festivalen aflyst og nogenlunde samtidig droppe det lille skotske luftfartselskab at åbne den rute mellem Esbjerg og Edinburgh jeg skulle have brugt. Så det blev ikke til Skotland i den omgang.

Vi var ikke begyndt med mundbind i Danmark, så det var noget uvant.

Da Spanien i sommer igen åbnede for turister brugte jeg så noget af min voucher fra KLM til at booke fly til Valencia i den ferie i august, jeg jo stadig havde fra arbejdet. Men en uges tid før afgang lukkede Spanien igen! England var så åben og det hele endte med at jeg havde fem dage i London.

Jeg fik igen lavet meget på den novellesamling, der alligevel ikke blev udsendt før sommerferien og jeg besluttede mig for at holde jul samme sted. Jeg behøver næppe at sige at det ikke blev til noget. Før vi overhovedet kom så langt nåede jeg også at blive nødt til at droppe den tur jeg havde booket til Edinburgh i november.

Selvfølgelig har det været træls, men så har det heller ikke været værre. For mig altså.

I modsætning til mange andre har jeg haft et forholdsvis normalt liv gennem perioden. Jeg er gået på arbejde hver dag, har handlet, lavet mad og så videre på stort set samme måde som i 2019. I lange perioder har jeg ikke kunne bruge min stam-kaffebar til skriverefugium en times tid efter arbejde hver dag, og jeg har kun i yderst sparsom grad kunne besøg eller få besøg af mine venner.
Jeg har så et lille håb om, at det faktum at vi i mit job udfører samfundskritiske funktioner når der skal ydes også betyder at vi gør det når der skal nydes, i dette tilfælde en vaccination.

Det eneste, der for mig personligt har været virkeligt hårdt er, at jeg er afskåret fra at besøge min datter og hun er lige så afskåret fra at besøge mig. Det er nu mere end tretten måneder siden jeg sidst så hende irl (in real life, ikke en forkortelse for Irland), og det er længe. Det bliver så ikke bedre af, at jeg reelt ikke ved, hvornår det bliver muligt. Planen er i øjeblikket begyndelsen af marts, men jeg er en anelse mere end blot en anelse nervøs for at det også kikser. Det hører I garanteret mere om næste år.

Jeg håber virkelig at der ikke går ret lang tid før vi kan sige Sidste år er længe siden!

Med disse få ord vil jeg ønske jer alle et rigtig godt nytår!