I sidste uge så jeg Rocky! på Mungo Park i Kolding.
Jeg havde overhovedet ikke gjort noget for at finde ud af, hvad jeg kunne vente mig. Heldigvis, for så ville der have været en stor risiko for, at jeg var gået glip af en oplevelse og, ikke mindst, en masse eftertænksomhed.
Jeg har vist kun set en enkelt Rocky-film med Sylvester Stallone, og det var med tysk synkronisering, så den helt store kender af universet kan jeg næppe bryste mig af at være.
Som jeg forstod det bygger forestillingen også kun på Rocky som type; taberen, der kæmper sig op.
Jeg vil ikke gå i detaljer med hensyn til selve forestillingen, ud over at nævne, at det var en fantastisk enkeltmandspræstation på scenen med mange overraskende og udfordrende momenter. Blandt andet var jeg som nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant ret betænkelig da skuespilleren hængte sig selv op i et elektrisk kranspil som en reaktion på, at Rocky havde udviklet sig til et uhyggeligt racistisk monster.
Han blev selvfølgelig hejst ned igen og forlod scenen, og det var så det. Troede jeg.
Ind på scenen trådte en smuk ung kvinde. Jeg mente at jeg kunne kende hende, men jeg kunne ikke placere hende. Ikke overraskende, jeg færdes blandt mange mennesker hver dag, og sidder og skriver på en velbesøgt café, så selvfølgelig vil jeg ikke umiddelbart kunne placere ethvert ansigt jeg genkender.
Da hun præsenterede sig faldt brikkerne på plads.
Cheanne Nielsen blev danmarksberømt da hun for 2-3 år siden fra talerstolen på DF’s landsmøde erklærede at udlændinge sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber. Hun blev politianmeldt, men blev ikke tiltalt, da “udlændinge” er for bred en gruppe til at racismeparagraffen kan tages i brug, uagtet at der ingen tvivl var om, hvilke udlændinge hun mente.
Fra scenen lagde hun på ingen måde afstand til sine udtalelser, hun ærgrede sig blot over, at hun havde glemt at sige “mange udlændinge” i stedet for blot “udlændinge.” For mig ændrer den rettelse ikke på noget. Det er stadig noget vrøvl idet jeg formoder, at hun med “mange” mener så mange, at det er relevant at generalisere og lægge hele grupper for had.
I, hvad der føltes som en evighed, men vel næppe har været mere end omkring fem minutter fik en folketingskandidat fra DF lov til at stå og retfærdiggøre sine holdninger og vel at mærke midt under valgkampen!
Jeg følte mig i den grad kulturelt voldtaget. Havde jeg vidst at forestillingen sluttede med et valgmøde hos Dansk Folkeparti var jeg blevet væk. Jeg overvejede et kort øjeblik at udvandre, men det er sin sag at gøre i det teater, så jeg blev og var en del af det store flertal, der ikke klappede da hun forlod scenen igen.
Jeg forlod teatret med en følelse af at være blevet snydt. Lokket til noget jeg ikke ville.
I løbet af den uge, der er gået har jeg brugt mange timer på at reflektere over oplevelsen og jeg er kommet frem til, at det var intet mindre end genialt at sætte lige præcis Cheanne Nielsen på scenen (hun har været med i samtlige forestillinger siden premieren for mere end et år siden.)
For hvordan plejer jeg at reagere på folk, jeg er uenige med i store og væsentlige spørgsmål? Og hvad får jeg ud af det?
Gennem denne reflektionsuge har en nysgerrighed indfundet sig i mig.
Hvordan har en Cheanne Nielsen fået et efter min opfattelse, så skævt billede af virkeligheden, at hun har fået de holdninger hun har? Hvad har hun oplevet, som jeg ikke har oplevet? Og hvad har jeg oplevet, som hun ikke har oplevet? Hvad har gjort, at hun er blevet så utryg?
Og de samme spørgsmål kan jo rettes med nogle få justeringer mod mig selv.
Det kunne være utroligt spændende at mødes med Cheanne Nielsen og sætte sig ned med en kande kaffe og udveksle verdensbilleder. Ikke for at overbevise hinanden, men for at forstå hinanden.
Og hvad skulle jeg da have ud af, at forstå hende?
Jeg tror ikke at hun er et dårligt eller ondt menneske. Jeg tror faktisk at hun på mange områder er et godt menneske, men hun repræsenterer noget, der er dårligt og ondt.
Hvis ikke jeg ved, hvad der udløser den slags har jeg jo ingen mulighed for at påvirke de, der stadig kan påvirkes til at fravælge frygtens vej og vælge livets.
Men det kommer jo nok ikke til at ske, jeg ved ikke lige, hvordan sådan et møde skulle sættes i stand, men spændende kunne det være!
