Afslutning af et bo

I går var det 11 måneder siden min mor døde.
I går var det mindre end to uger siden at bobehandlingen var endeligt afsluttet.

Omstændighederne omkring min mors død har jeg tidligere beskrevet på Facebook, men for at ridse det kort op døde hun nærmest bare fra det ene øjeblik til det andet juleaften hjemme hos hendes lillesøster i en alder af 82. Intet tydede på, at hun selv var klar over at det var ved at være slut eller at hun havde smerter. Det hele blev overstået hurtigt.

Det kan man til gengæld ikke sige om afslutningen af hendes bo.
Min mor boede i en lejet lejlighed. Faktisk var hun den eneste, der havde boet i lejligheden i al den tid den havde fandtes. Vi flyttede ind 1. februar 1968, og det var groft sagt med uhøvlede forskalningsbrædder som gelænder i opgangen, et aflangt hul i døren, hvor der senere skulle monteres en fjederbelastet brevsprække og et manglende køleskab, hvor altanen måtte bruges i stedet.

I midten af halvfjerdserne blev min forældre skilt. Min far rejste, og mine to søstre, min mor og jeg blev i lejligheden.
Og sådan gik årene. Mine søstre og jeg flyttede efterhånden ud, og min mor havde lejligheden for sig selv.
Og så døde hun jo for 11 måneder siden.

Lejligheden var lejet, hendes formue var begrænset, hun havde ikke en masse aktier, obligationer eller pantebreve så det var et ret banalt dødsbo. Et dødsbo det ikke kunne tage ret lang tid at få afsluttet.
Min lillesøster bor i Aarhus, og da min storesøster bor omkring 100 km nordpå og jeg lige så omtrent 100 km sydpå var det indlysende at min lillesøster skulle være bobestyrer.
Første skridt for os var at få tømt lejligheden. Der var tre måneders opsigelse, og regnet fra d. 1. januar skulle vi jo gerne have den tømt inden slutningen af marts. Min lillesøster sagde lejligheden op mellem jul og nytår. Det blev lidt besværliggjort for hende, da det nummer man skulle ringe til i den slags tilfælde ikke eksisterede, men hun sendte så en mail.

Jeg havde fået til opgave at finde en, der kunne rydde boet når vi havde taget de ting vi gerne ville. Jeg fandt en, der skulle have en fast pris minus det, han mente han kunne sælge og det var fremragende.
Efter en rengøring af lejligheden skulle den så overdrages til ejeren, og det viste sig så at være sværere end som så.

Da vi flyttede ind i 1968 var alle lejlighederne regulære lejemål. Lovgivningen på boligområdet blev senere ændret, og efterhånden op gennem det næste knap halve århundrede blev flere og flere lejligheder solgt. Af de, frit efter hukommelsen 60-70 lejligheder der var, da blokken var færdigopført var der nu kun 4-5, der ikke var solgt. Hvor mange gange min mors lejlighed har skiftet ejer ved jeg ikke, men det har været den samme administrator, der har styret det hele tiden. I hvert fald hele den tid min mor boede det.
Alt i alt virkede det umiddelbart som om vi hurtigt kunne få det overstået. Ikke for at lyde kynisk, men i den slags situationer er alle de praktiske ting lidt til besvær.
Virkeligheden skulle dog vise sig at se helt anderledes ud. Det er ikke en overdrivelse at sige, at min lillesøster i den grad kom på overarbejde i sin funktion som bobestyrer.

I starten virkede det faktisk til at det ville gå hurtigt. Det var jo et dødsbo, fik vi at vide, så lejligheden skulle ikke synes.
Det gav god mening for mig. Jeg var sikker på, at lejligheden ville blive sat til salg og derfor skulle alle gulve og hele køkkenet garanteret skiftes under alle omstændigheder. Langt størstedelen af køkkenet var fra 1968, og hvis ikke sælger skiftede det var jeg ret overbevist om, at køber ville. Uanset hvad ville det ikke indgå i vurderingen af lejlighedens salgsværdi. En værdi, der selvfølgelig var os uvedkommende. Så når vi havde tømt den skulle nøglerne bare afleveres. Der var jo heller ikke betalt indskud eller depositum i sin tid, så ingen problemer her.
Det var præcis her det begyndte at blive svært.

For der var betalt depositum dengang i 1968. Så rigeligt endda. Der var helt præcis betalt seks måneders husleje. I runde tal var huslejen dengang 1000 kr. om måneden, så på en konto et eller andet sted burde der stå 6000 kroner med min mors navn på. Og der burde oven i købet stå meget mere.
Jeg havde fundet den originale lejekontrakt med stempelmærker og hele molevitten i min mors papirer. I starten var min interesse kun at vide, om vi kunne risikere at skulle betale for en gennemgribende istandsættelse efter 51 års brug, men da langt det meste måtte komme ind under kategorien “Slitage ved almindelig brug” var det næppe tilfældet. Men et andet punkt i lejekontrakten var til gengæld virkelig relevant.

Det var præcis her det begyndte at blive svært

For der var betalt depositum dengang i 1968. Så rigeligt endda. Der var helt præcis betalt seks måneders husleje

Af de, stadig i runde tal, 6000 kr. der var indbetalt skulle de 2000 forrentes med 4% p.a.
Det burde i princippet stadig have været ret banalt, men der var ikke den store vilje fra ejer og administrator til at få det gjort. Heldigvis havde vi lejekontrakten, så vores sag var jo skudsikker.
Efter ugers rykken for en afklaring fik min lillesøster endelig en melding. Faktisk fik hun først en ret stor regning, hvor depositummet så vidt jeg husker slet ikke optrådte. Og gjorde det alligevel var det uden rentetilskrivningen. Men en fornyet henvendelse betød så at regningen blev nedskrevet med omkring 8000 kr. Det beløb fremkom ved at en eller anden handelsuddannet sekretær hos en ejendomsadministrator sagde 4 % af knap 2000 er lidt under 80 kr. 51 gange lidt mindre end 80 er omkring 4000 kr. Og hertil skal lægges de 4000 uforrentede kroner.

Men det er jo bare ikke sådan at man regner den slags ud.
Huslejen var under 1000, så indskuddet var også under 6000 ligesom den del, der skulle forrentes var under 2000, men jeg bruger de runde tal for at give et billede af, størrelsen på fejlen. Om det så i virkeligheden er måske 1000 eller 1500 forkert ændrer ikke på princippet.
I virkeligheden skulle vi have omkring 18000 tilbage. De 4 uforrentede og de 14000, de oprindelige 2000 var blevet til.
Det ændrede så balancen til et beløb omkring 12-1500 kr. i vores favør.
Og så blev det mærkeligt!

å et tidspunkt fik min lillesøster en mail fra administratoren hvor angivelig ejeren (jeg må indrømme at min tillid til såvel ejer som administrator kan ligge på et lille sted, så hvem, der rent faktisk har fået ideen ved jeg ikke) foreslog at vi behandlede lejligheden som værende fra et bo uden midler.
Jeg blev rasende og havde mest af alt lyst til at vi gik hele vejen for at få den ret vi havde. Som tidligere studiepolitiker ved jeg, at noget af det mest frustrerende er at have ret uden at kunne få det. Men dels var beløbet efter at være blevet delt i tre jo ret begrænset og dels var min lillesøster ved at være slidt op, så vi accepterede.
Jeg fastholdt dog min vrede og efterhånden som jeg fik tænkt mere over det blev jeg også enormt ked af det.
Jeg synes det er urimeligt, at der et eller andet sted står at min mor døde uden midler.
Hun døde ikke velhavende eller rig, men der var bestemt midler i boet. Hun havde blandt andet sat tilside, så efter at bisættelse, gravsten, borydning og hvad der ellers må have været af udgifter var betalt fik mine søstre og jeg et pænt beløb. Hvor stort kan være ligemeget, men i hvert fald nok til at dække min ferie i Valencia til januar og den i Manchester til marts.
Så et bo uden midler … Det havde været mere dækkende at skrive “En udlejer uden midler!”

Jeg er stadig rasende og jeg bliver stadig meget ked af det når jeg tænker på, hvilket eftermæle, hvor betydningsløst det i virkeligheden på være, min mor har fået i forhold til den bolig hun havde i 51 år, garanteret uden at have betalt en eneste husleje for sent. Heller ikke da hun var enlig mor til tre og studerende. Det er ikke fair!

Det eneste gode, der er kommet ud af det er at jeg kan køre forbi lejligheden uden at føle noget overhovedet. Det tog mig omkring 10 år før jeg kunne køre forbi min mormors hus i Odense, og jeg havde egentlig forberedt mig på noget i samme stil, men en dag i september kom jeg til at køre forbi og opdagede at jeg var fuldstændig følelsesneutral.