Det behøver faktisk ikke at være så svært
Mange drenge stopper desværre med at læse skønlitteratur i en meget tidlig alder. Det er trist af flere grunde. For det første er der jo rigtig mange historier, de går glip af. Eller for at sige det på en anden måde, er der mange film de aldrig får set inde i hovedet. For det andet betyder det at læsefærdighederne simpelthen udvikles langsommere.
Et billede siger mere end tusinde ord
Men det er og bliver kun bogstaverne, der entydigt kan definere hvilke ord, der skal siges
Ikke et ondt ord om faglitteratur. Det tjener bestemt et vigtigt formål, men det er ikke faglitteraturen, der giver lyst til at læse mere. Faglitteraturen giver måske lyst til at vide mere om et eller andet emne, men uden tilstrækkelige læsefærdigheder kan det blive svært.
Et mundheld påstår at et billede siger mere end tusinde ord. Det er muligvis rigtigt, men det er og bliver kun bogstaverne, der entydigt kan definere hvilke ord, der skal siges. Er de mere end tusinde ord et givet billede siger simpelthen de forkerte ville det jo nok være bedre med måske 20 rigtige ord.
Uanset hvordan man vender og drejer den skal drengene simpelthen læse mere. Og den direkte vej er at hjælpe dem med at finde de bøger, der får noget til at ringe. I princippet kan det være fuldstændig ligegyldigt om de er lix 12 eller 20 om de passer til det tema klassen arbejder med eller om de er af “tvivlsom litterær kvalitet.” Det, der betyder noget er, at drengene læser dem, fascineres af dem og erfarer at det at læse en bog faktisk er glimrende underholdning, der kan være mindst lige så farvestrålende som film og computerspil. Og det selvom de fleste bøger er trykt med sorte bogstaver på hvidt papir.
For eksempel ved at lade dem skrive
Men nok ikke om heste…
Der er naturligvis mange veje til succes når det handler om at få drengene gjort til glade og interesserede læsere. En vej går gennem skrivning. Det kan lyde lidt paradoksalt, når mange dansklærere er villige til at skrive under på, at det eneste, der er sværere end at få en dreng til at læse er at få ham til at skrive!
Det er også korrekt, men det handler i høj grad om, hvad der skal skrives. Og i mindst lige så høj grad handler det om, at vejlede drengen på hans præmisser. Eller sagt på en anden måde skal drengen have hjælp til at udtrykke den historie han gerne vil fortælle. Ikke den historie den voksne gerne vil høre.
Det giver selvfølgelig ikke frit valg på samtlige hylder i forhold til emner, sprogbrug, ordvalg med mere. De almindelige konventioner for, hvad der er acceptabel adfærd må selv følgelig også gælde her, men alligevel skal drengen have et vist frirum i skabelsen af sin historie.
