Færdig med Spotify
I den forgangne uge opsagde jeg definitivt mit abonnement på streamingtjenesten Spotify. Det var selvfølgelig lidt trist, for min konto blev oprettet den dag, tjenesten blev tilgængelig her i landet og opgraderet til et betalingsabonnement ganske få dage senere, da jeg var blevet træt af at høre på reklamer mellem sangene. Desuden havde jeg erfaret, at kunstnerne fik en større royalty, når deres sange blev spillet på en betalende konto end på en gratis.
Jeg har gået med tanken i månedsvis, for jeg var blevet træt af, at podcast fyldte så meget og oven i købet var grafisk placeret over musikken på min computerskærm, men jeg er storforbruger og synes ikke at jeg magtede at finde alternativer endsige havde økonomi til at købe al den musik jeg lytter til.
Jeg køber dog en del musik, men primært af upcomings og indie-artister. De har som regel behov for en lidt større økonomisk håndsrækning end det en streamingtjeneste hoster op med. Rolling Stones, boet efter David Bowie og mange andre klarer sig sikkert alligevel.
Men i den forgange uge gik nogle sandheder op for mig, der gjorde at jeg følte mig forpligtet til at sige stop.
Det er klart at det var Neil Youngs ultimatum, der bragte mig på sporet. Som skrevet har jeg længe været irriteret over opprioriteringen af podcasts, men det i sig selv var ikke årsagen. Heller ikke at der blev spredt misinformation i nogle af de famøse podcasts. Skulle jeg sige alt op, hvor der blev spredt misinformation ville min 1000 Megabit fiberforbindelse nok snart blive arbejdsløs. Og jeg er ret sikker på, at der også er sange, der spreder den slags.
Nej, de dele kunne jeg egentlig godt tolerere, omend jeg synes at Spotify’s officielle svar til i første omgang Mr. Youngs og senere Joni Mitchell, Crosby Stills and Nash, Peter Frampton, Nils Lofgren og ganske kuriøst også Mary Trump (yes, niecen der er en af onklens største modstandere) var ganske forfærdeligt. De lod Rogans misinformative casts ligge af hensyn til balancen i debatten!
Det er stadig ikke meget det giver
Men det er måske et vilkår musikerne har været nødt til at æde, for overhovedet at få noget.
Men det var en helt anden erfaring, der gav mig det sidste skub.
Spotify blev i sin tid sat i verden for at musikere kunne tjene lidt på de digitale udgaver af deres musik. Det var en klar succes, omend det ikke var de store formuer for de fleste, var det trods alt mere end de fik fra de illegale steder.
Det er stadig ikke meget det giver, og man skal afspilles rigtig meget for at pengene for alvor kan mærkes, men det er måske et vilkår musikerne har været nødt til at æde, for overhovedet at få noget.
Så det der fik mig til at trække stikket var, at musikere der bruger halve og hele år på at udvikle et album, som de så reelt bliver underbetalt for at stille til rådighed skal se, at Spotify på den anden side har råd til at betale en sølvpapirhat omkring 700 millioner kroner for at fyre en halv time af i en mikrofon fra tid til anden.
Og det er i hvert fald ikke noget, jeg vil være med til at finansiere!
