“Hej Fleggi,” sagde jeg glad, da jeg åbnede døren ind til stuen d. 30. december. Jeg var kommet gennem dagen uden overarbejde, og nu lå der tre fridage og ventede.
“Fleggi!” sagde jeg et par oktaver højere, da jeg så en masse kyllingeknogler rundt omkring på gulvet. “Hvad fanden er det?”
“Knoglerne fra de kyllingelår og -vinger du bruger en masse af når du koger calella.”
“Laver paella Fleggi. Laver paella.”
Hun lå i stressless-lænestolen og lignede bestemt heller ikke en stressramt.
“Whatever,” sagde hun og så direkte på mig mens hun rystede en anelse på hovedet. “Men det undrer mig da meget, at du ikke selv ved, hvad du hælder i gryden.”
“Lægger på panden,” svarede jeg lettere irriteret. “Og jeg ved udmærket godt, hvad det er, men ikke hvorfor det ligger her på gulvet.”
“Fordi jeg tog dem op fra den nye spand til madrester og gnavede det kød af, du åbenbart ikke gad bruge tid på. Hr. Undgå-madspild-hykler.”
“Du ved fandme godt at du ikke har noget at gøre i den spand. Det er sgu da derfor jeg har sat en lås på skabslågen.”
Fleggi rejste sig op i lænestolen og skød ryg. Hun sprang så ned på gulvet og satte sig og så på mig.
“Virkelig fair eller noget. Nu er det så åbenbart min skyld at du glemte at låse skabet i morges!