En uhyggelig efterårsnovelle
“Skat, Skaaat!”
Han hører hendes kalden inde fra badeværelset. Der er noget i gære, ellers ville hun ikke kalde ham Skat.
“Mmmmm,” mumler han velvidende at det kan hun ikke høre.
“Skaat!” Denne gang går tonelejet fra højt til dybt. Så ved han at han hellere må reagere.
Han lægger den skarpe kokkekniv fra sig. Det er altid den han bruger når han skal skære rugbrød. Han synes at det er lettere og at skiverne bliver pænere end hvis han bruger brødkniven med takker.
Han overvejer om ikke han bare skal få det overstået, og så må konsekvenserne jo blive som de bliver. Hans hånd griber igen fat om kniven, han peger mod køkkenets døråbning og over mod badeværelset hvor hun står.
Han trækker vejret dybt og råber “Ja Pusser, hvad er der?”
“Det er torsdag, så de kommer og tømmer skraldespanden i eftermiddag. Gider du ikke stille den ned til fortovet. Jeg hader når skraldemændene vader rundt i vores indkørsel med deres beskidte sko.”
“Jo selvfølgelig Pusser. Jeg gør det med det samme.”
“Tak Skat. Forresten stil den henne foran postkassen, så står den ikke i vejen.”
Han lægger kniven fra sig igen. Det var måske heller ikke tiden til det endnu. Han går ud i entreen og tager sine træsko på. Han skal have købt nogle andre. De er simpelthen for slidte dem han har. Så går han ud i carporten, griber fat med begge hænder i skraldespandens håndtag og ruller den ned foran postkassen, så den ikke står i vejen.
“Tak, Skat,” siger hun da de lidt senere sidder og spiser morgenmad. “Missionen udført til perfektion!”
Forfatterens kommentar
Det er rigtig uhyggeligt. Det er uhyggeligt at ingen af dem har tænkt på, at der lidt senere kommer en post med breve til dem, og at skraldespanden i den grad er i vejen.
Historien her foregår i et parcelhus i en forstad til en mellemstor provinsby og persongalleriet er et barnløst par i 30’erne, men det kunne lige så godt være en småbørnsfamilie i en opgang. Så havde det bare ikke været en skraldespand, der var tale om, men en barnevogn, der stod og spærrede for hele opgangens postkasseanlæg.
Ingen af mine venner er selvfølgelig så ubetænksomme, men I kender sikkert nogle der er. Så spred gerne budskabet om at holde adgangen til postkassen (brevkassen hedder det rettelig, en postkasse er de røde man afleverer breve i, man ønsker at sende, men lad det nu ligge) fri. Fri for skraldespande, barnevogne, cykler og løbehjul. Og fri for gamle breve og reklamer, der fylder den op. Så bliver det også en god jul for dit postbud
