Ida bliver passet

Ida glæder sig. Når børnehaven er forbi, bliver hun hentet af Ole og Tom. Hun skal være hos dem hele weekenden.

Ole er mors bror, og Tom er hans mand. De blev gift for to år siden, men de boede allerede sammen, da Ida blev født for næsten fem år siden.

Ida kan huske lidt fra deres bryllup. Hun kan huske, at hun var med til at kaste fuglefrø på dem, da de kom ud fra rådhuset. Og at hun fik sodavand og kage på en café.

Idas mor skal på kursus i weekenden, så Ole og Tom skal passe hende. Børnehaven er forbi om en time. Indtil da leger hun med Flora.

“Skal vi lege sammen i weekenden?” spørger Flora.

“Det kan jeg ikke,” svarer Ida. “Jeg skal nemlig passes af Ole og Tom.”

“Hvem er Ole og Tom?”

“Det er mine onkler. De bor helt ude i den anden ende af byen.”

“Bor dine onkler sammen?” spørger Flora.

Ida kigger på hende og sukker.

“Selvfølgelig gør de det. De er nemlig gift med hinanden!”

“To onkler kan da ikke være gift. Min onkel er gift med min tante.”

“Nå men så kalder jeg dem bare Onkel Ole og Tante Tom. Så er den klaret.”

Det synes Flora også, så de to piger leger videre, indtil Ole står i døren og kalder på Ida. Hun skynder sig at sige farvel til Flora. Så løber hun hen og springer op til sin onkel.

“Hvad skal vi lave i weekenden? Må jeg få min livret og en is i morgen? Hvor er Tom?”

Ole griner og giver hende et kys på panden.

“En ting ad gangen. Jeg kan jo slet ikke følge med,” siger han. “Tom venter ude i bilen, og resten kan vi snakke om, når vi kører hjem.”

Ole hjælper Ida med at tage flyverdragten og støvlerne på. Hun stikker sin lille hånd ind i hans, og de går sammen ud til bilen.

Ida åbner selv bagdøren og sætter sig ind i barnestolen.

“Hej Tom, hvad skal vi lave?” spørger hun, mens Ole spænder hende fast i stolen.

“Jeg synes, at vi skal sætte os på hver sin stol hjemme i stuen og kigge ind i væggen, til vi falder i søvn,” siger Tom

“Bah. Du er dum,” griner Ida. “Forresten Tom, ved du hvad?”

“Næh, jeg ved meget, men ikke lige hvad.”

“Du kan slet ikke være min onkel. Det siger Flora inde i børnehaven. For hendes onkel er gift med hendes tante.”

“Jamen jeg er jo gift med din onkel,” siger Tom, mens han kigger på Ida i bakspejlet. “Må jeg ikke det for Flora?”

“Jo selvfølgelig. Men så…”

Mere når Ida ikke at sige, for Tom sætter bilen i gang, og Ida glider tilbage i sædet.

“Men så hvad?” spørger Ole, da de er kommet ud på vejen.

“Men så sagde jeg bare til Flora, at du jo er min Tante Tom! Og så var alt i orden.”

Både Tom og Ole griner højt

“Hvad siger du til det Tom,” spørger Ole, da de er holdt op med at grine.

“Hvis det kan gøre det nemmere for Ida at forklare, eller for Flora at forstå, at vi rent faktisk er gift, er det såmænd i orden for mig. Og jeg er nok den tante i byen, der har det flotteste skæg,” siger Tom og lader den ene hånd glide gennem sit store fuldskæg.

Da de er kommet hjem i Ole og Toms lejlighed, spørger Ida igen, hvad de skal lave.

“I aften skal vi bare lave mad og spille billedlotteri,” siger Ole.

“Og i morgen skal vi bare lave morgenmad og den slags,” siger Tom.

“Ah, kom nu,” siger Ida. “Jeg ved, vi skal noget mere. Det ved jeg bare.”

“OK,” siger Tom så. “I morgen efter morgenmaden skal vi køre en lille tur. Og for enden af den tur ligger der en zoologisk have.”

“Jubii,” råber Ida og springer op på skødet af Tom.

Da de har spist og spillet et enkelt spil billedlotteri, er Ida træt. Hun skal sove på en madras på gulvet inde på Oles lille arbejdsværelse. Hun er lidt mørkeræd, så døren ud til entreen står en lille smule åben, så lyset kan trænge ind. Ole har også lovet, at døren ind til hans og Toms soveværelse står lidt åben, så de kan høre hende, hvis hun råber.

Ida råber ikke i løbet af natten. Hun sover, lige til Ole kommer ind og vækker hende.

“Hvad vil du helst have til morgenmad?” spørger han. “Koldt og klumpet øllebrød fra i tirsdags eller rundstykker med pålægschokolade?”

“Pålægschokolade selvfølgelig,” griner Ida og springer op fra madrassen.

“Det var heldigt, for vi har slet ikke noget øllebrød.”

Efter morgenmaden hjælper Ole Ida med at få tøjet på, og så tager de i zoologisk have.

Ida elsker at se på dyr. Hun har desværre ikke selv et kæledyr, men hun har mange bøger med billeder.

“Hvis vi skynder os, kan vi lige nå at se sælerne få mad,” siger Tom.

De går hurtigt gennem haven. Ida går i midten med Ole i den ene hånd og Tom i den anden. De når frem til bassinet næsten fem minutter før, fodringen skal starte.

“Altså ved du hvad, Tom,” siger Ida, da hun ser dyrene, der svømmer rundt. “Det er slet ikke sæler. Det er søløver. Vidste du ikke engang det?”

Hun ryster på hovedet og sukker opgivende.

Søløverne er sjove. De laver kunster for at få en fisk. Dyrepasseren bliver færdig med at fodre, og de skal videre for at se de andre dyr.

De går først ned til girafferne. Ole og Tom har købt billetter, så de kan komme helt ind til de store dyr og endda være med til at fodre dem.

Ida får en gren med blade af Lene, der er dyrepasser.

Lene siger, at de ikke må klappe giraffen, men hvis giraffen lægger sit hoved på deres arm er det i orden. Så behøver de ikke at flytte sig.

“Prøv at holde grenen stille foran giraffens mule,” siger Lene. “Så skal du se.”

Ganske rigtigt. Giraffen begynder at spise grenen. Da den er færdig, slikker den på Idas hånd og stikker så hovedet helt hen til hendes. Ida er lidt bange, men det siger hun ikke højt.

Resten af dagen ser de løver, zebraer, skildpadder, papegøjer, slanger, edderkopper og mange andre dyr, før de skal hjem.

Ida er ved at være træt. Henne i børnehaven plejer hun at sove til middag, men det har hun slet ikke gjort i dag. Så hun falder i søvn i bilen og vågner først, da Tom bærer hende op ad trappen til lejligheden.

“Var det dejligt med en lille lur?” spørger han. Hun nikker.
“Vi kørte en lille omvej, for at du kunne sove. Faktisk kom vi til at køre hen til en butik, hvor Ole kunne gå ind og købe en masse slik. Det skal vi spise, når vi skal se film efter aftensmaden.

Ida smiler. Hun elsker at blive passet af Ole og Tom. Hun håber, at hendes mor tit skal på kursus.